Thrigesvej er et døgndækket botilbud med 12 pladser for borgere med autismespektrumforstyrrelser. Thrigesvej er beliggende centralt i Herning midtby og i gåafstand til både banegården, gågaden, Sdr. Anlæg og mange andre aktiviteter.
Hvem bor her?
Du kan bo hos os, hvis du er over 18 år og har autisme. Sammen med autisme har du måske også ADHD, og/eller en psykisk lidelse, som gør, at:
- Du er begrænset betydeligt i din fysiske og/eller psykiske funktionsevne
- Du har brug for støtte og hjælp til f.eks. planlægning af din dag. til at indgå i sociale sammenhænge og til daglig livsførelse.
Der er i alt 12 døgnpladser på Thrigesvej og der er medarbejdere til stede hele døgnet.
Hvordan er de fysiske rammer og beliggenheden?
Du bor i din egen moderne torumslejlighed med et lille køkken og badeværelse. Lejligheden ligger i enten stuen eller på 1. sal. Til lejlighederne i stuen er der en lille terrasse. På hvert plan er der adgang til et fælles køkken og en fælles opholdsstue. Derudover er der en stor fælles terrasse.
Lejligheder og fællesarealer er tilgængelige for kørestolsbrugere. Der er elevator til lejlighederne på 1. sal.
Thrigesvej er centralt placeret i Herning midtby og i gåafstand til banegården, gågaden, Sdr. Anlæg og mange andre aktiviteter.

På billedet er afdelingslederen og en beboer ved at finde det rette mønster til det nye vægpynt, der skal hænge i fællesarealerne på Thrigesvej.
Hvordan er hverdagen?
Thrigesvej er et botilbud, centralt belligende i Herning, med adgang til gode fællesarealer, hvor der er plads til samvær med venner, familie og naboer.
Du har en tryg og forudsigelig hverdag, hvor vi støtter dig i at leve et så selvstændigt og indholdsrigt liv som muligt. Sammen har vi fokus på det, som du er særlig interesseret i og det, du har brug for støtte til. Vi samarbejder om, at du klarer dig godt - både personligt, socialt og i forhold til praktiske gøremål.
På de fleste hverdage er du i et uddannelses- lærings- eller beskæftigelsestilbud et sted i Herning. Når du kommer hjem, er vi der i forhold til det, du har brug for guidning og støtte til. Du kan have faste aftaler med personalet om støtte til f.eks. rengøring og tøjvask.På det niveau, du kan, bidrager du til at løse opgaver i bofællesskabet, som at hjælpe med madlavning.
Om aftenen er der mulighed for spisning i fællesstuen og aftenhygge med snak og forskellige aktiviteter, hvis du har lyst og overskud til det. Det er altid helt ok at prioritere egen tid og at være i sin lejlighed.
Har du lyst til fritidsaktiviteter i foreningslivet, er der mulighed for det i lokalområdet og i Herning.
Fakta: På Thrigesvej er der i alt 12 døgnpladser efter Lov om almene boliger §105, stk. 2 og der tilbydes socialpædagogisk støtte efter Lov om social service §85.
Kontakt
Dennis Thiesen
Afdelingsleder af Bofællesskabet Thrigesvej
Mobil: 6193 7705
@: mos4dt@herning.dk
Afdelingsnummer til Thrigesvej
Tlf.: 2018 4313
Skriv sikkert
Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.
