For fagpersoner

Du kan orientere dig om ledige stillinger hos os eller et af de andre centre under ”Handicap og Psykiatri” på dette link: Herning Kommune - Ledige stillinger

Vi søger løbende nye kollegaer og vil glæde os over at modtage din ansøgning.

At arbejde hos os i SPEKTRUM Herning

Det er vigtigt for os at klæde nye medarbejdere på, så borgeren oplever så god kvalitet i tilbuddet som muligt. Det betyder at vi har et udførligt oplæringsprogram, følge-vagter hvor man er sammen med en kollega og mentorprogram. Vi afholder desuden ”Dag for nye medarbejdere” hvor nye medarbejdere fra hele SPEKTRUM Herning mødes, opkvalificeres og giver feedback på opstarten.

Som en del af Handicap og Psykiatri i Herning Kommune, arbejder vi ud fra en fælles kerneopgave, som lyder:

"Som borger i Herning Kommune kan du for en kortere eller længere periode af dit liv have brug for specialiseret hjælp fra handicap- og psykiatriområdet. Vores tilgang til samarbejdet med dig er, at vi har fokus på dine muligheder for at leve så selvstændigt som overhovedet muligt og leve dit liv på en måde, som giver livskvalitet og mening for dig.

Vi vil meget gerne arbejde sammen med dem, der betyder noget for dig.

Vi vil gøre meget for at du kan opleve samhørighed med andre mennesker og bevare kontakten til din egn, din familie og dine venner.

Vi går gerne nye veje, og forsøger os også med det, vi ikke har prøvet før.

Vi arbejder ud fra en balancemodel med et ligeligt fokus på menneske, faglighed og økonomi.

Det betyder at:

  • Vi lytter til dine ønsker, håb og drømme for dit liv
  • Du vil møde medarbejdere og ledere, der er dygtige. De fleste er veluddannede og en del har viden på ekspertniveau
  • Vi træffer økonomisk ansvarlige beslutninger"

I SPEKTRUM Herning betyder det i praksis, at vi arbejder særligt med at understøtte, at borgerne har de rette kompetencer til at påvirke deres hverdag i så høj grad som muligt. I nogle tilfælde betyder en autismediagnose at den slags forandring tager lang tid, og derfor arbejder vi langsigtet på dette område.

I forlængelse af vores kerneopgave er vores arbejdsværdier helt grundlæggende at skabe rammerne for et godt liv, mulighed for personlig udvikling og læring, samt sikre et godt og trygt hjem for borgerne.

Vi lægger vægt på at den enkelte borger bliver set, hørt og anerkendt, og derigennem føler sig betydningsfuld og værdsat.

Medinddragelse og selv- og medbestemmelse er nøgleord i vores tilgang til borgerne i SPEKTRUM Herning. Vi vægter højt at borgerne oplever sig selv som aktører i eget liv.

Det ligger os på sinde at vi altid møder borgerne med accept, venlighed, respekt, og faglighed. Vi er overbeviste om at tillid og tryghed skabes, hvor menneskelighed og professionalisme er det naturlige udgangspunkt i mødet.

Mennesker er forskellige og det skal der være plads til. Derfor er den individuelle tilgang til borgere utrolig vigtig for os. Vi vælger bevidst at have fokus på den enkeltes ressourcer og styrker og bruge dem som afsæt til at fremme en positiv udvikling. Det betyder også at den specifikke kerneopgave omkring hver borger, ofte vil være meget personlig og unik.

Arbejdet med mennesker med autisme og/eller udviklingshæmning

Det stiller store krav til den enkelte medarbejder at arbejde med denne gruppe borgere, på en måde så der skabes de bedste betingelser for deres udvikling. Ofte er det nogle helt andre ting der skaber deres meningsfuldhed, livsglæde og trivsel for borgeren end det er for medarbejderen selv.

Det kan derfor være meget svært at bruge sig selv, ens egne normer og livsanskuelser som guideline for, hvordan man skaber de bedste betingelser for en borger. Det kræver blandt andet, at du kan forholde dig professionelt til både dit eget menneskesyn, dine kollegers og til borgerens.

Ingen metodefrihed - hvad betyder det?

I SPEKTRUM Herning arbejder vi ud fra dagsprogrammer og metodebeskrivelser. Det betyder at du som medarbejder altid har en retningslinje der fortæller hvornår og hvordan en aktivitet med en borger skal udføres. 

Det er dog vigtigt at have respekt for borgerens aktuelle psykiske tilstand på dagen og altid have deres ret til selvbestemmelse som en central opmærksomhed i samarbejdet.

Metodebeskrivelserne er alle udarbejdet i samarbejde med den enkelte borger. Det er meget forskelligt, hvordan den enkelte borger kan indgå i dette samarbejde; nogle kan indgå i dialog med medarbejderne, andre inddrages ved at bruge et tilstræbt indefra perspektiv, observation af adfærd mm.

Formålet med at arbejde på denne måde, er at skabe mest mulig tryghed, genkendelighed, forudsigelighed og meningsfuldhed i borgerens liv. I arbejdet omkring hvordan indsatsen tilrettelægges er det vigtigt, at borgeren inddrages ud fra dennes forudsætninger.

Når vi arbejder på denne måde, stiller det samtidig store krav til at alle medarbejdere følger de beskrivelser der er lavet for hver borger og udfører de beslutninger, der er truffet i personalegruppen. Du er dog samtidig forpligtet til at forholde dig refleksivt til praksis og observere om de beslutninger der er truffet, fungerer i praksis.

Når vi siger at vi ikke har metodefrihed, så betyder det at man ikke kan ændre i hverken dagsprogrammer og metodebeskrivelser. Vi gør det dog ikke uden at have inddraget borgerens indefra perspektiv (eller et tilstræbt indefra perspektiv) eller drøftet det med teamet eller borgerens kontaktpersoner. Dette sikrer at man ikke blot får ændret i de kendte strukturer som borgerne anser som forudsigeligt, uden grund, men at det er velovervejet og gennemarbejdet med stor faglighed når vi gør det.

Ansvar for dig selv

Når du arbejder med mennesker der kan have et adfærdsmønster der bringer dem ud af balance, er det vigtigt at medarbejderen kan bevare roen og overblikket både generelt og i pressede situationer. Det betyder dog også, at du må kunne forholde dig refleksivt til dig selv og din egen tilstand. Din afdelingsleder og dine kolleger vil altid være opmærksomme på hvordan du har det, men det kan være svært at opdage det hvis der er noget du går og tænker på. Derfor er det vigtigt at du får snakket med din afdelingsleder, din kollega eller AMR hvis der er noget der ”fylder” for dig. Vi forventer ligeledes, at du er opmærksom på dine kolleger og deres velbefindende.

Som nyansat i SPEKTRUM Herning i en fast stilling bliver du tilknyttet et introduktionsprogram og du får tilknyttet en mentor. Din mentor er tilknyttet dig i 3 måneder og sørger for at afholde samtaler med dig, hvor I kan snakke om de ting der står på tjeklisten i din mappe.

Introduktionsprogrammet går ud på, at du bliver oplyst om de arbejdsgange der er på afdelingen og du får set hvad det har af betydning for din nye arbejdsplads.

Både vikarer og fastansatte får prøvevagter i huset inden de indgår i vagtplanen.

Det er vigtigt at huske at der på et sted som SPEKTRUM Herning altid vil være en meget stor mængde information når du starter. Ingen forventer at du kan huske det hele, men det skriftlige materiale er lavet for at hjælpe dig og kan med fordel bruges som opslagsværk når du bliver i tvivl om noget.

Efter opstarten har du en opfølgningssamtale med en leder.

Som nyansat fast medarbejder er det meget vigtigt at orientere sig i og læse i intromappen som man modtager ved ansættelsens start. I mappen ligger der mange oplysninger, bl.a. personalehåndbogen, som kan bruges som et opslagsværk.

Til vikarerne er der lavet en intromappe som står i hvert hus. Heri ligger personalehåndbogen og i den kan du finde mange nyttige oplysninger. Den er lavet for at give de bedste betingelser for, at give alle den samme forforståelse af vores borgere og deres mestringsstrategier.

PULS

Vi ønsker hele tiden at udvikle og dygtiggøre os, så vi har de rette redskaber til at hjælpe borgerne bedst muligt. 

Derfor laves der også løbende vurderinger af, hvilke behov for kompetenceudvikling der opstår. Handicap og psykiatriafdelingen i Herning Kommune har deres egen planlægning, udvikling og læringscenter tilknyttet kaldet PULS, som vi samarbejder med at udvikle og tilrettelægge forløb. Desuden modtager vi også faglig supervision fra PULS.

Du kan læse mere om PULS her: PULS - Læringscenter

Vi vægter tværfaglighed højt og ansætter derfor forskellige faggrupper, for at vi kan supplere hinanden og tilbyde den bedst mulige støtte. 

Den studerende indgår i hverdagen på lige fod med kollegerne. Man vil blive oplært gennem vores mentorprogram, det betyder blandt andet at man har prøvevagter med faste kolleger som indkøring.

Den studerende deltager i personalemøder, opfølgningsmøder osv. Det forventes at man, ligesom alle andre på arbejdspladsen, er indstillet på at arbejde med sig selv, sit udtryk og tankemønstre, så man understøtter samarbejdet med borgerne bedst muligt.

Vi gør os umage med at samarbejde med dem der er vigtige for borgeren. I de fleste tilfælde er det forældre, men også søskende, værger osv. er vigtige samarbejdspartnere. Det er vigtigt at vide at vi kun kan videregive informationer efter et konkret samtykke fra borgeren.

Om Frivillige Bygger Broer

Frivillige Bygger Broer er er et samarbejde mellem Frivilligcenter Herning og Handicap og Psykiatri i Herning Kommune. Målgruppen er voksne borgere med forskellige fysiske, psykiske og/eller kognitive funktionsnedsættelser - fx udviklingshæmning, autisme eller psykisk sygdom.

Formålet er at bygge bro mellem de sociale tilbud og det omgivende lokalsamfund, hvormed to relativt adskilte verdener integreres med hinanden. Konkret gør vi dette ved at skabe frivilligbårne aktiviteter og fællesskaber på (og udenfor) de sociale tilbud, som giver borgerne oplevelser og møder, der øger deres livskvalitet.

Du kan læse mere og se en lille film via følgende link:

Frivilligcenter Herning - Frivillige Bygger Broer

Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggør løbende alle tilsynsrapporter, som kan læses på deres hjemmeside: Tilsynsrapporter | Styrelsen for Patientsikkerhed

Tilsynsrapporterne er tilgængelige 3 år tilbage. 

For at finde en tilsynsrapport, kan du følge linket til hjemmesiden og enten skrive stedet i søgefeltet under overskriften "Søg efter tilsynsrapport" eller foretage filtreringer i "drop down" listen. Her kan du vælge "Behandlingssted eller plejeenhed" og "Kommune" for at komme tættere på det tilsyn, som du ønsker at se. 

Kontakt

Charlotte Hald Madsen
Centerleder

Mobil: 2244 3879
@: spektrum@herning.dk 

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv fra myndighed til myndighed